Forfatter: Hanne

Ansvarlighed fører til frihed

Ansvarlighed fører til frihed har efterhånden været mit mantra i mange år. Jeg er ikke typen, som har dekoreret min krop med tatoveringer, men lige præcis sætningen ”ansvarlighed fører til frihed” har jeg ofte tænkt på at få tatoveret på det inderste af mit håndled. Mest fordi jeg rent faktisk forsøger at efterleve mit eget mantra og mener at den ultimative frihed ligger i at være ansvarlig overfor sig selv. Jeg har også erfaret at jeg fra tid til anden, har brug for det står skrevet tydeligt og er lige ved hånden, således jeg  får hanket op i mig selv, når jeg befinder mig i situationer, hvor jeg enten glemmer at tænke over, hvordan jeg agerer, eller har perioder, hvor jeg er presset, har fået for lidt søvn osv. og derfor glemmer at jeg i alle situationer har frihed til at handle.

Nogen gange befinder jeg mig i situationer, hvor jeg synes det er alle andres skyld end min egen, at jeg f.eks. uretmæssigt, er blevet sat i en ubehagelig situation og derfor hverken har lyst til at handle eller træffe ansvarlige beslutninger. Det må være op til de andre, at ta det første skridt eller gøre det godt igen. Jeg føler simpelthen ikke det er min skyld og derfor ikke mit ansvar at gøre noget ved situationen. Her er det at sætningen ”ansvarlighed fører til frihed” kommer til at gøre en stor forskel for mig.

I stedet for at sætte mig med armene over kors, surmule og vente, har jeg friheden til at handle ansvarligt over for mig selv i situationen. Ved ikke at give ”andre” hele skylden og vente på de handler eller træffer de ”rigtige” beslutninger, kan jeg ta min del af ansvaret og derved træffe og handle ansvarligt på egne vegne. Det smukke ved at ta min del af ansvaret, er at jeg opnår personlig frihed. Som ved et knips med fingeren, står jeg pludselig med flere muligheder. Jeg kan træffe gode beslutninger for mig og som sidegevinst har det ofte også en positiv effekt på den anden part. Ved at træffe gode og sunde beslutninger for mig, opløses knuden i maven og jeg undgår at bliver bitter, skinger og føle mig brugt.

Prøv det….

Ring til mig på 51889852 eller skriv en mail på hskierkegaard@gmail.com, hvis du gerne vil opnå personlig frihed, men har brug for hjælp til hvordan.

I april og maj måned giver jeg 30% rabat på 1. session

Inden opstart af forløb, er der altid en forudgående gratis afklaringssamtale

Blogindlæg – da verden stod stille

Dette blogindlæg bliver en skuen tilbage, tilbage til den dag, d. 27. December 2003, hvor min søn Sebastian kom til verden og verden pludselig stod stille. Det lå ikke i kortene at Sebastian skulle komme til verden netop den dag. Terminen var først d. 20. februar (dagen før min egen fødselsdag). Terminsdatoen var perfekt, for så kom der 2 fisk i familien, som i forvejen havde 2 skytter – så var der ligesom balance i det astrologiske regnskab. Graviditeten var nem og jeg nød at se min mave vokse og mærke liv, når lillemanden rumsterede derinde.

Men balance på det astrologiske plan kom der ikke, for 3. juledag kom min lille søn til verden. Han kom meget pludseligt og ekstremt hurtigt. Det blev til et akut kejsersnit, fordi han var alt for lille. Man vurderede hans vægt til 900 gr., yderligere vurderede man fra lægeligt hold at han skulle tages ved akut kejsersnit, for ikke at miste livet. Han var i overhængende livsfare og senere fik jeg at vide at hvis jeg var kommet en halv time senere, havde Sebastian højst sandsynligt ikke været i live.

Fra jeg kom til hospitalet og Sebastian blev født gik der et par timer. Jeg kørte på hospitalet præcis kl. 16:00 3. juledag og kl. 18:17 kom Sebastian til verden. Min mand nåede lige at komme løbende ind af døren til operationsstuen i samme øjeblik Sebastian blev taget ud. Et lægehold fra Rigshospitalet stod klar med kuvøse mv. til at tage imod Sebastian og køre ham til Neonatalafdelingen på Riget. Fordi jeg var i fuld narkose nåede jeg ikke at se min lille søn førend han blev kørt fra Gentofte til København. Jeg selv blev kørt på opvågningsstuen og først senere blev jeg kørt ind til Riget i ambulance. Jeg fik det første glimt af min dreng kl. 23.10 samme aften men det var ganske kort. Jeg fik et chok. Han var så lille bitte, så sårbar, ubeskyttet og helt alene, som han lå der i kuvøsen, med CPAP i næsen, drop i hånden og elektroder på maven. Mit hjerte bristede ved at se denne lille skabning ligge i den gennemsigtige kasse. Samtidig var jeg i tvivl om hvorvidt han var mit barn – de kunne i princippet vise mig hvilket som helst barn og sige det var mit, for sandheden var at jeg ikke genkendte ham – jeg kendte ikke mit eget barn og moderinstinktet responderede ikke. Følelsen af uforløst kærlighed væltede ind over mig og jeg var knust.

Den dag og de følgende dage, står for mig som i en uklar tåge. Jeg gjorde de ting man forventede af en nybagt mor, men jeg var som en robot, der udførte dagens opgaver med præcision og omhyggelighed, men uden den fossende elv af kærlighed og varme, som jeg havde forestillet mig helt naturligt fulgte med moderskabet. Hvis jeg ikke havde været i chok og hvis der havde været det mindste overskud til at tænke, var jeg sikkert gået i panik over de manglende følelser, men ”heldigvis” kunne jeg intet mærke, og gradvist kom følelserne, for til sidst at oversvømme mig helt og aldeles, hvilket føltes meget overvældende. I den proces blev beslutningen om aldrig igen at lade min søn være alene og ubeskyttet taget. Jeg blev en Løvemor med meget stort L. Den beslutning har formet en stor del af Sebastians, mit og min families liv udover også i en lang periode at definere mig som menneske på godt og ondt.

Ovenstående er et uddrag fra min forhåbentlig kommende bog – Da verden stod stille.

Den har været undervejs i lang tid og målet er udgivelse ultimo 2017. Sigtet med bogen er, at andre i tilsvarende situation, kan læse den og vide de ikke er alene. De kan få inspiration til at træffe andre og måske bedre valg på et mere oplyst grundlag, end jeg føler jeg havde. Selvom der findes litteratur omkring for tidligt fødte børn, synes jeg vi mangler denne bog.

Et foredrag med samme emne er under opsejling. Til at understøtte mine pointer undervejs i foredraget medvirker Sebastian med musikalske indslag. Han er cellist og vil med musikken forsøge at give tid og rum til refleksion.

Julen er hjerternes fest

Glade jul dejlige jul , julemusikken strømmer ud af højtalerne, butikkerne er pyntet festligt op, og der er masser af julegavehandlende mennesker på gader og stræder. Ihh hvor vi glæder os til jul, med alt hvad den indebærer, eller gør vi?

Der er mange mennesker for hvem julen, er noget der blot skal overstås. Glæden over de smukt pyntede vinduer og julemelodiernes romantiske fremstilling af julen, bringer ingen genkendelse. Julefrokost, adventshygge og samvær med familie og venner, er ikke den oplevelse de har haft og har.

Jeg er selv en juleelsker. Når Radio Soft begynder at spille julemusik d. 18. november, er jeg helt sikkert, en af de første, til at finde stationen og skråle med på samtlige julesange (nu er variationen ikke stor på den kanal). Jeg bliver tung om hjertet, når andre fortæller at julen faktisk er den værste og sværeste tid på året. Jeg synes det er trist at de varme og hyggelige minder, jeg bærer i mit hjerte om julen, ikke gælder for alle. Jeg indrømmer mit billede af julen er særdeles romantisk og nogle år er barren sat så højt at julen ikke helt bliver hvad jeg håber på. Men lige netop julen, har jeg nemt ved at tilgive. Jeg går helhjertet og hengivent ind i julen året efter, og har lykkeligt glemt alt om stress, jag og præstationsangst. For det følger også med for mig. Hjemmet skal pyntes smukt og dufte af hjemmebag. Julemaden skal være bedre i år og gaverne skal overraske og glæde alle julegæster. Intet må gå galt, for denne aften er for mig højtidernes højtid. Der skal hygges, stemningen skal være let og ose af overskud og køkkenet skal stå snorlige, så ingen rigtigt opdager, hvor meget arbejde, der er gået forud. Faktisk skal hele december være et langt smil og veltilfreds suk af velvære.

Men men men , her sniger virkeligheden sig så ind. Det er ikke hver dag i december jeg eller mine nærmeste oser af overskud. Irritationen over at skulle ”skære” sig igennem menneskemængderne alle steder, hvor jeg kommer, bliver ikke mindre, jo tættere vi kommer på jul. Gaveræs og julestress bliver hvert år en kilde til refleksion.

Hvad er det julen reelt handler om? Julen handler om at give. At være åbne og kærlige i relationen til andre mennesker. Julen er hjerternes fest, og for det giver mening, er det nødvendigt at vores hjerter er åbne, at vi er parate til at dele, at vi er villige til at åbne vores hjerter for nye mennesker, nye møder, nye måder at gøre tingene på. Alligevel er mange af os, så fastlåste i vores individuelle meninger om, hvordan julen skal holdes og hvad julen skal indeholde, at vi risikerer at bliver lukkede og rigide i stedet for åbne og runde.

Traditioner er gode og nødvendige, fordi det styrker sammenholdet i den flok, som er inkluderet. Det er vigtigt for en flok, der er nogle referencepunkter, som er fælles og som huskes af alle – det styrker båndene.

Jeg har givet mig selv en udfordring i år. Jeg vil løfte blikket og gøre mindst én god gerning, for et menneske, hvor julen ikke føles barmhjertig og ej heller som hjerternes fest.

Den mørke tid er over os – glæder du dig til hyggelige stunder med stearinlys og varm te, eller bliver du blot træt og trist

Så er den mørke tid over os, dagene bliver kortere og kortere, det er næsten mørkt, når vi står op og igen når aftensmaden snurrer på komfuret. Mange mennesker synes det er en trist tid, vi går i møde. Det bliver vådt og blæsende, kulden går gennem marv og ben og vi har ikke fantasi til at forestille os den vinterfrakke, som kan holde os varme gennem de næste 4 – 5 måneder.

Ligegyldig om vi synes vinteren kalder på hygge og levende lys eller på at gå i hi, indtil solens stråler igen begynder at varme, bliver vi alle sammen lidt mere trætte, føler at energiniveauet ikke er helt så højt som ellers og vi får måske en øget trang til at spise og helst mad med højt sukkerindhold. Det er der ikke noget mærkeligt i og forklaringen skal findes i at mennesket har brug for en vis mængde lys om dagen. Allerhelst skal vi have mellem 30 og 60 minutters lys hver dag. Det er desværre ikke muligt om vinteren i Danmark. Manglen på lys påvirker serotonin niveauet i hjernen. Serotonin kendes bedst som hjernens lykkehormon og når niveauet af serotonin falder, bliver vi mere trætte og triste. En anden forklaring på vi føler os mere trætte om vinteren er at niveauet af søvnhormonet melatonin øges. Melatonin hæmmes nemlig af lys og forstærkes af mørke.

De fleste af os kan genkende nogle af de ovennævnte symptomer, men der er alligevel stor forskel på i hvilken grad vi bliver berørt. Cirka 10 % af danskerne føler sig vintertriste og cirka 1-2% får en decideret vinterdepression. Der er genetisk forskel på hvordan mørket påvirker det enkelte individ. Hvis du allerede er disponeret for vintertristhed og møder udfordringer eller problemer enten privat eller arbejdsrelateret, kan det måske udvikle sig til en reel vinterdepression.

Symptomer på vinterdepression:

  • Mangel på energi og initiativ
  • Søvnproblemer
  • Øget trang til mad, særligt søde sager og vægtøgning til følge
  • Depressive tanker som fx jeg er ikke noget værd, der er ikke noget ved livet, jeg finder ingen glæde ved noget osv.
  • Sociale problemer, som kan vise sig ved man fx forsøger at undgå socialt samvær i så vid   udstrækning som muligt, man bliver hurtigere irritabel, sexlysten falder og generelt har man en følelse af utilpashed

Hvis du lider af vintertristhed eller vinterdepression kan du få hjælp. I resten af november og hele december 2016 tilbyder jeg 50% rabat på de første to terapisessioner hos mig.

Ring nu på telefon 51889852 og aftal en tid. Gør den mørke tid til god tid.

 

Den svære balance – hvornår er det godt nok?

Hvor meget og på hvilken måde, skal jeg involvere mig i min søns fritidsaktiviteter. Tilpas meget vil nogen sikkert sige, og jeg er enig. Spørgsmålet er hvor meget eller hvor lidt er tilpas….

Min søn er 12 og et halvt og har forskellige fritidsaktiviteter. Han spiller cello og saxofon, går til svømning og løber sammen med sin far. Derudover spiller han i orkester 1 gang om ugen, så man kan vel sige, at ugen er fyldt godt op med et varieret udbud af aktiviteter. Det synes både min mand og jeg er vigtigt – således håber vi på, han får nogle sunde interesser og bliver en mand med en nysgerrighed på livet og mod til at give sig i kast med forskellige udfordringer, bl.a. fordi vi som forældre har præsenteret ham for forskellige muligheder.

Så langt så godt…

I flere år har jeg af og til grublet over, hvor meget eller hvor lidt vi som forældre skal interessere sig for børnenes liv og færden på alle områder. Ægte interesse og følgen med i er vel som hovedregel godt, hvornår tipper det så over og bliver for meget? Kan vi som forældre engagere os for meget i vores børn og deres liv? Mange er i hvert fald enige om, at man kan engagere sig alt for lidt, men hvornår er nok nok? Eller endnu vigtigere, hvornår er det godt nok.

Hjemme hos os arbejder vi meget med, at man kan lære langt de fleste ting, hvis man øver sig. Dvs. man ikke skal være god til alt fra begyndelsen, men hvis man sætter sig for at blive god til noget, kan det lade sig gøre ved at øve sig og ikke give op, når man synes det bliver svært. Vedholdenhed og kontinuitet er for mig et af nøgleordene i min ”indblanding” i min søns liv. Dette gælder også når vi taler om hans deltagelse i forskellige fritidsaktiviteter. Jeg forsøger at lære ham at det er fint at lave fejl, for deri ligger muligheden for udvikling, og udvikling sker gennem øvelse.

Derfor tror jeg, det er vigtigt for børn at lære, de kan blive gode til noget ved egen hjælp. Dvs. at de skal have muligheden for at vedblive med at dygtiggøre sin inden for et eller flere områder. Her er det vigtigt, at barnet bliver støttet i ikke at give op, når det bliver kedeligt eller svært. De to ting hænger i øvrigt ofte sammen, rækkefølgen kan varierer. Måske synes barnet at fritidsaktiviteten er kedelig og på den baggrund ikke gider mere, men ofte kan det at noget bliver kedeligt dække over, at det også bliver sværere og sværere. Dette kan forårsage både frustrationer, vrede og irritation, over ikke at kunne mestre aktiviteten hurtigt nok. Her mener jeg det er vigtigt, at vi som forældre, sætter ind og hjælper vores børn med at overvinde disse stadier, så de kan fortsætte med at dygtiggøre sig. Det kan fx gøres ved at forældre engagerer sig i aktiviteten uden at tage over, for bedre at kunne  motivere barnet til at fortsætte.

Man har i mange årtier vidst, at de børn som lærer mest i skolen, er dem, der er motiverede for at øve sig, tør fejle og har mod på at gribe udfordringer. Ny amerikansk forskning supplerer med en undersøgelse som viser, at hemmeligheden bag dit barns succes, er dit eget forhold til fejltagelser. Dvs. at vi som forældre har ansvaret for om vores børn udvikler sig til at turde fejle og lære af det og derigennem få styrket motivationen til at lære mere, eller om vi lærer vores børn at fejl er noget der helst skal undgås. Hvis fejl er noget der skal undgås, lærer vi vores børn at det kun er præstationen og evnerne der er vigtige. Derved svækkes motivationen til at lære mere, fordi processen ofte er fyldt med fejl, som gentager sig igen og igen, indtil barnet har opøvet en ny færdighed.

Jeg mener at vi er gode nok forældre når, vi er i stand til at opmuntre vores børn til at øve sig, lave fejl og turde gribe nye udfordringer. Jeg tænker den sunde balance er at give dem lov til at opleve, de kan nå deres mål, hvis de tør snuble på vejen og ikke bliver slået helt ud, men derimod kan samles op igen og fortsætte. Her er vores rolle som gode nok forældre at støtte dem i at blive ved med at turde, også når det bliver kedeligt og/eller svært.

Ægteskabet er slut, men flokken består……

Jeg har tidligere skrevet et blog indlæg, som handler om dine, mine og vores børn. Efter denne weekends oplevelse har jeg lyst til at skrive et indlæg om hvordan flokken, læs familien, består selvom ægteskabet mellem to voksne mennesker er afsluttet.

I sidste weekend var jeg til min gudsøns konfirmation. Det var en skøn dag med masser af nærvær, god stemning, dejlige mennesker og ikke mindst et forældrepar, som selvom de er skilt, stod sammen og holdt sammen på den flok de stadig er, selvom den i dagligdagen er adskilt. Jeg undlader bevidst at skrive familie og bruge ordet i flok i stedet for. En flok kan defineres på forskellige måder. Til brug for dette indlæg definerer jeg en flok, som et forældrepar, som har et eller flere fælles børn. Flokken kan udvides hvis forældrene til børnene bliver skilt og der evt. kommer nye voksne og nye børn til.

Der er sikkert mange som har oplevet at blive inviteret til en fest, hvor man ikke har set gæsterne i mange år. Man er både spændt men måske også bekymret og nervøs for, hvordan gensynet bliver. Er de glade for at se en, har vi stadig noget tilfælles, kommer samtalerne til at flyde, eller bliver det frygteligt pinligt og akavet det hele. Jeg var ikke bekymret for denne konfirmationsfest, jeg følte mere en blanding af nervøsitet og spænding. Min familie og jeg havde ikke set faderen til konfirmanden siden de blev skilt for snart 5 år siden, så hvordan ville det møde blive? hvordan ville de to forældre klare rollen, som forældre til deres fælles barn, nu hvor den voksne kærlighed mellem de to var slukket? Dette var blot nogle af de spørgsmål, der blev vendt og drejet flere gange i mit hoved inden dagen oprandt.

Heldigvis klarede begge forældre det flot. Gensynsglæden var stor og det var rart at der ikke opstod pinligheder i samværet og snakken flød lystigt på tværs af de to ”fløje”. Uoverensstemmelserne, genvordighederne og den mulige bitterhed var begravet og man fornemmede kun et fælles oprigtigt ønske om, at på lige netop denne dag, skulle forældreskabet være i centrum, og alt andet blev lagt på hylden i våbenhuset inden den kirkelige handling. Man fornemmede underliggende følelser af sårbarhed, vemod og positive minder om tiden der var engang. I korte momenter mærkede jeg en længsel efter, at kunne skrue tiden tilbage, så alting var ved det gamle, velvidende at det gamle ikke fungerede og ikke var det glansbillede, som gæsterne til denne fest varmede sig ved. Man havde allermest lyst til at stoppe tiden og vedblive med at være tilskuer til denne på mange måder glædelige begivenhed og deltager i en fest, hvor atmosfæren var varm, rolig og tryg.

Det er kotume her i landet at til fester hvor der er stor risiko for at det bliver akavet eller pinligt, bliver der allerede ved velkomsten hældt masser af alkohol på gæsterne, for på den måde at forsøge at forhindre den pinlige tavshed eller den akavethed man tit kan føle når vi som gæster ikke er fuldkommen på hjemmebane. På denne solskinsrige første søndag i maj, var dette ikke tilfældet. Også her havde forældrene valgt den ansvarlige linje. Alkoholen flød ikke i stride strømme men i moderate mængder, som efter min mening gjorde at vi fik lov til at føle, og opleve den varme og den positive energi luften var ladet med.

Denne første søndag i maj, kan måske blive en ny begyndelse for denne lille flok. Nu har der i 5 år været afstand og adskillelse. Hvis de største sår nu er helet og sorgen over at kærligheden ikke varede ved, er aftaget, kan der spire et sammenhold, som ikke let kan brydes. Et sammenhold som er vigtigt i forhold til børnene, således de undgår at føle sig alt for splittede og svigtede over forældrenes beslutning om, at ægteskabet skulle afsluttes. Et er man vælger at ægteskabet ikke varer til døden os skiller. Man har dog stadig et fælles ansvar for børnene. De er et produkt af tidligere valg og disse valg kan ikke omgøres. Det ansvar bliver for mange fraskilte tungere og sværere at administrere, når man bliver skilt. Man har måske ikke noget ønske om at have samvær med ex-partneren, der kan stadig være følelser af både sorg, svigt og rester af kærlighed tilbage. Ikke desto mindre har begge forældre stadig et fælles ansvar og en stor fælles opgave – at være fælles om de børn man har valgt at få. Det er ikke muligt at fravælge sine børn, når de først er kommet, så forældreskabet består.

Jeg blev utrolig stolt af min bedste veninde og hendes ex-mand. Jeg synes det er så dejligt, men efterhånden sjældent at vi voksne rigtigt formår at sætte os selv på bagsædet og lade børnene være centrum. Lade vore egne egoer blegne for en stund for at forældreskabet kan komme i centrum for vores beslutninger.

Jeg har selv stået i tilsvarende situation og synes selv vores flok, som består af far + ny kone + fælles barn, mor + ny mand + fælles barn, klarede det flot, så flot at vores flok stadig består og med glæde mødes til de begivenheder der kommer med jævne mellemrum op gennem et menneskeliv. I vores flok holder vi sammen og hjælper hinanden, vi kommunikerer jævnligt og den største glæde er at vores datter kun husker det altid har været sådan. Så må vi da have gjort noget rigtigt…..

Hvis du/i har brug for hjælp til at få samlet flokken, så kontakt mig på tlf. 51889852 eller på mail: hskierkegaard@gmail.com

Jeg glæder mig til at møde dig

De bedste hilsner

Hanne

 

 

 

Kom tilbage til mig – når børnene flytter hjemmefra

Jeg gruer for den dag min yngste skal flytte hjemmefra. Den ældste har mestendels boet hos sin mor, så hele livet med hende har været en øvelse i at give slip og kunne elske på afstand. Med den yngste opleves det anderledes, mest fordi han er her på fuld tid og samværet med ham har været mere, men også fordi han er den sidste, der har brug for mig, på den helt særlige måde kun børn har.

Der er ingen tvivl i mit sind om, at mine børn er dem der giver mest mening i mit liv. Det er dem jeg altid har på sinde og dem jeg elsker ubetinget. De er absolut ikke de eneste der betyder noget og fylder i mit liv, men dem der optager mit sind og mine tanker flere gange om dagen. Det er ikke altid de mærker det, men jeg håber de begge ved hvor meget de fylder og hvor betydningsfulde de hver især er.

Hvordan giver man slip på de børn, som har fyldt og stadig fylder så meget, således de får lov at stå på egne ben, og bevise overfor dem selv at de kan mestre livet og klare de udfordringer de møder på deres vej. Hvornår kan forældres indgriben kategoriseres som omsorg og hvornår bliver vores indgriben omsorgssvigt.

Jeg arbejder til dagligt med forældre og børn/unge, og jeg ser mange eksempler på forældres manglende dømmekraft, når det kommer til at blande sig og gribe ind i de unges liv. Det der gør det så svært at tale om, er at de fleste forældre vil deres børn det allerbedste og ”hjælper” dem i den allerbedste mening. Desværre bliver det en ødelæggende indblanding og vi bliver nødt til at kigge på os selv som forældre og tænke over, hvilke signaler vi sender til vores børn og hvad vi gerne vil lære dem.

Hvis vi som forældre hele tiden er klar til at rykke ud, til at gribe, når vores kære børn er ved at vælte, når de møder udfordringer i hverdagen, hvordan skal de så lære at stå på egne ben, hvordan skal de få tillid til selv at kunne mestre livet også når det er svært, de mister i værste fald tilliden til os som forældre, fordi vi ikke har givet dem de værktøjer de skal bruge for at kunne stå på egne ben. Og hvorfor så ikke – det spørgsmål vil være naturligt at stille. Ja, nogle ting har vi måske ikke haft tålmodighed til at lære fra os, det tager tid at lære vores børn de færdigheder de skal have, for at kunne klare sig selv. Andre ting holder vi måske for os selv bevidst eller ubevidst, således børnene stadig har brug for os, når de egentlig burde være i stand til at klare det selv. Til forskel fra tidligere, vil vi forældre gerne spille en meget stor rolle i vores børns liv, vi nærmest kræver at være vigtige, elsket, og nødvendige. Vi indtager rollen som forældre, ven/veninde, servicemedarbejder, delvis forsørger osv. og det er her filmen knækker. Vi er først og fremmest forældre og vi skal agere derefter. Der er mange roller vi ikke skal indtage men forældrerollen består og varer livet ud. Dvs. vi sagtens kan have en nær og betydningsfuld relation til vores børn. Vi skal hjælpe i et passende omfang og give råd i det omfang vi bliver spurgt. Ellers skal vi holde os i baggrunden og lade vores unge drage deres egne erfaringer udi livet. Det kræver meget af os som forældre – det kræver vi har tillid til vores egen opdragelse af vores poder og ikke mindst et godt og sundt selvværd, således vi er i stand til at drage omsorg for os selv, så vi får det indhold i livet, som gør vi igen tør stå på egne ben, ligesom vi gjorde før vi fik børn.

Har du brug for hjælp til at sætte dine børn/unge fri og stå på egne ben, så kontakt mig på tlf. 51889852.

Jeg glæder mig til at møde dig

Hanne

Er jeg i krise?

Alle mennesker oplever en eller flere kriser i løbet af deres liv. Kriser opstår når man kommer ud for en hændelse, som har en meget voldsom påvirkning på det enkelte individ. Det kan f.eks. være i forbindelse med skilsmisse, dødsfald i nærmeste familie, utroskab, det at miste et barn osv.

Man kan med andre ord sige at en krise er en psykisk reaktion på noget, man bliver udsat for, som man har svært ved at forlige sig med.

I virkeligheden inddeles kriser i flere forskellige former:

  • En almindelig krise

Også kaldet en tilpasningsreaktion. Hvis man har en almindelig krise og går til læge, stiller lægen diagnosen tilpasningsreaktion.

Chok er ofte det første tegn på at man er på vej ind i en krise. Man kan bryde ud i gråd eller gå forvirret og formålsløst omkring, eller man kan trække sig ind i sig selv.

Man føler sig trist og magtesløs, og man har svært ved at overskue situationen. Man kan også få problemer med at sove og med at koncentrere sig, og man kan have en tendens til at fare sammen og til at blive irritabel.  

  • En akut krise/belastningsreaktion

Er betegnelsen for den chokreaktion de fleste, som kommer ud for en katastrofe, reagerer med. Posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD, er en langvarig eller sen reaktion på meget belastende begivenheder som katastrofe, tortur eller trusler på livet.

Alle mennesker kommer ud for en eller flere kriser i løbet af livet. En krise er med andre ord en naturlig reaktion, når et menneske oplever alvorlige tab eller problemer. Og ofte kan man komme igennem en krise ved at få omsorg og støtte fra sine nærmeste.

En krise kan dog blive så alvorlig at det er en god ide at søge professionel hjælp. Krisen kan fortsætte i månedsvis, eller den kan udvikle sig til en egentlig depression som bør behandles.

Det kan også være at årsagen til krisen er så belastende at næsten alle får brug for behandling, f.eks. hvis det, der er sket, er meningsløst som hvis man mister et barn, eller hvis en nær pårørende bliver dræbt ved en ulykke eller begår selvmord.

En krise bliver også særligt belastende, hvis man kort forinden har været udsat for andre svære kriser. Man kan sige at den ene krise forstærker den anden.

Hvorfor reagerer mennesker forskelligt når krisen rammer?

Fordi det er individuelt hvor sårbar man er, når man kommer ud for begivenheder som drastisk ændrer ens liv. Nogle har så stærk en psyke at de tilsyneladende klarer psykiske belastninger uden at det påvirker dem særligt. Andre er mere sårbare og reagerer let med krisesymptomer, hvis de udsættes for stress. Hvor sårbar man er hænger bl.a. sammen med ens personlighed. Man kan være særligt sårbar, hvis man bliver udsat for flere psykiske traumer lige efter hinanden.

Søg hjælp

Ræk hånden ud, vær modig. Få den hjælp du har fortjent, så du kan begynde at leve livet igen. Selvom gode venner er nødvendige, gode og hjælpsomme, er det at opsøge professionel hjælp, et skridt i den rigtige retning, tilbage mod et liv som igen er værd at leve.

 

 

Sorg

Jeg oplever mange mennesker der slås med livet på den ene eller den anden måde.

Mennesker som står midt i en livskrise kan til tider føle, at de er ved at gå til grunde. Sorgen og smerten er så altomfattende, at den gennemsyrer hver en fiber og hver en muskel i kroppen. De kan vågne op med fysiske smerter i kroppen, som er en direkte konsekvens af den sorg de bærer på indeni.

For mange kan det være svært at sætte ord på sorgen, endsige finde ud af hvorfra sorgen stammer. Sorg kan gemmes men ikke glemmes. Den vil på et eller andet tidspunkt finde op til overfladen. Sorg kan føles som en evig følgesvend eller et grundvilkår, man ikke egenhændigt kan finde kilden til, men i alle tilfælde er det muligt at få hjælp.

Sorg er en helt naturlig del af et menneskeliv, og en sorgproces kan være af kortere eller længere varighed. Den kan udspille sig på mange forskellige måder, men ens for næsten alle sorgramte, er at sorg kan give sig udslag i en ustabil og uforudsigelig måde at være og agere på. Nogle dage er gode, andre svære at komme igennem. Til tider kan gråden sætte i halsen det meste af tiden, uden man helt ved hvorfor, og andre gange overmandes man af en indre smerte så voldsom, at man næsten mister fodfæste. Man kan få den tanke, at man er ved at miste forstanden eller blive skør.

Ræk hånden ud, vær modig. Få den hjælp du har fortjent, så du kan begynde at leve livet igen. Selvom gode venner er nødvendige, gode og hjælpsomme, er det at opsøge professionel hjælp, et skridt i den rigtige retning, tilbage mod et liv som igen er værd at leve.

Dine, mine og vores børn – skilsmisse

Over de seneste år er der sket store forandringer i måden vi tænker familie på. Nu er en familie ikke kun far, mor og fælles børn. En familie kan lige så vel bestå af en far, hans børn, en mor og hendes børn samt fælles børn, eller 2 mødre og fælles børn og …… Der er faktisk ikke grænser for hvordan en ”rigtig” familie kan se ud i Danmark anno 2015. Det er kun fantasien der sætter grænser. Ca. 49% af alle ægteskaber der indgås, opløses igen. Derfor kan man med rimelighed sige, at det efterhånden er ”normalt” at være skilsmissebarn.

Hvilke udfordringer møder man så ofte i familier med sammenbragte børn?

En af de første udfordringer kan være at opnå en rimelig relation til den nye partners børn og selv føle at egne børn bliver behandlet på en måde, man synes er mere end blot acceptabel. Hvorledes det opnås er på ingen måde standardiseret og selvom der er skrevet enorme mængder af litteratur på området, mener jeg det stadig kan være et felt som er svært at navigere i. Min egen erfaring fra min bekendtskabskreds er, at billedet er meget broget. Nogle par klarer opgaven flot. Børnene trives hurtigt med den nye partner og selvom der opstår udfordringer undervejs, løses de vha. de voksnes evne til at tage ansvar, være grænsesættende og håndtere børnene med en modenhed, der gør at børnene føler sig trygge i at overgive ansvaret for deres ve og vel til en ny familiekonstellation. At den nye partner har en forpligtigelse til at vise børnene interesse, engagement og væbne sig med tålmodighed siger sig selv. Som voksen har man valgt at indgå i en relation med en partner, som allerede har børn. Dvs. forpligtelsen til at opbygge en god relation ligger hos den voksne. Det kan aldrig blive børnenes ansvar, da de ikke har haft mulighed for at vælge til eller fra. Dermed ikke være sagt at børnene dermed har frie tøjler til at opføre sig som de lyster. Det er ønskeligt at børnene forsøger at samarbejde, at de respektere den voksnes beslutning om, at præsentere en ny voksen i deres liv.

Andre par i bekendtskabskredsen har klaret opgaven mindre godt. Jeg har oplevet at viljen til at ville partnerens børn ikke har været til stede. Det har både været i tilfælde hvor begge parter selv bragte børn ind i forholdet og tilfælde hvor kun den ene part havde børn. I begge tilfælde er det smerteligt og ødelæggende for børnene – de er uskyldige ofre og har ingen værktøjer til at håndtere afvisning og kulde fra et voksent menneske, som de er påtvunget samvær med. Det kan være komplet uforståeligt for andre voksne at sådanne dysfunktionelle forhold kan bestå. Hvorfor siger partneren ikke fra? Hvorfor bliver man i et forhold hvor den ene part ikke ønsker en god relation med ens børn? Svaret er, at der er mange forskellige forklaringer på hvorfor sådanne parforhold varer ved på trods af dysfunktionelle handlemåder overfor børnene. Min erfaring er, at det oftest er kvinden der bliver på trods af hendes nye kærestes mangel på interesse og engagement i hendes børn. Kan en forklaring måske være at single kvinder kan overbevise sig selv om, at livet kun leves fuldt ud med en mand ved sin side? Eller når de finder en kæreste er de nødt til at affinde sig med meget for ikke at blive alene eller forladt igen. Man kan se igennem fingre med meget og ofte er opfattelsen at man selv kan kompensere for manglende opmærksomhed fra den nye partner ved selv at være dobbelt opmærksom. Sådan hænger det dog desværre ikke sammen. Børn er udmærket klar over når de ikke er velkomne. De opfatter hurtigt når de er i vejen, og voksne ikke ”gider” dem. Hvis parforholdet fortsætter og relationen mellem børn og voksne ikke bedres, vil det være skadeligt for børnene. Det vil nedbryde deres tro på eget værd og skabe grobund for dysfunktionelle handle- og tankemønstre senere i livet.

Børn er forskellige og det er den sorg de oplever ved en skilsmisse også. Derfor kan børns reaktionsmønstre være vidt forskellige. Nogle mønstre kan være svære at forstå endsige acceptere, nogle børn er længere om at acceptere at far eller mor har fundet en ny kæreste og drømmen om mor, far og børn for evigt er knust. Alle børn har brug for at blive forstået og rummet. De har brug for at føle sig elsket og at være vigtige brikker i forældrenes liv uanset om forældrene er sammen eller skilt.