Tag: børn

Blogindlæg – da verden stod stille

Dette blogindlæg bliver en skuen tilbage, tilbage til den dag, d. 27. December 2003, hvor min søn Sebastian kom til verden og verden pludselig stod stille. Det lå ikke i kortene at Sebastian skulle komme til verden netop den dag. Terminen var først d. 20. februar (dagen før min egen fødselsdag). Terminsdatoen var perfekt, for så kom der 2 fisk i familien, som i forvejen havde 2 skytter – så var der ligesom balance i det astrologiske regnskab. Graviditeten var nem og jeg nød at se min mave vokse og mærke liv, når lillemanden rumsterede derinde.

Men balance på det astrologiske plan kom der ikke, for 3. juledag kom min lille søn til verden. Han kom meget pludseligt og ekstremt hurtigt. Det blev til et akut kejsersnit, fordi han var alt for lille. Man vurderede hans vægt til 900 gr., yderligere vurderede man fra lægeligt hold at han skulle tages ved akut kejsersnit, for ikke at miste livet. Han var i overhængende livsfare og senere fik jeg at vide at hvis jeg var kommet en halv time senere, havde Sebastian højst sandsynligt ikke været i live.

Fra jeg kom til hospitalet og Sebastian blev født gik der et par timer. Jeg kørte på hospitalet præcis kl. 16:00 3. juledag og kl. 18:17 kom Sebastian til verden. Min mand nåede lige at komme løbende ind af døren til operationsstuen i samme øjeblik Sebastian blev taget ud. Et lægehold fra Rigshospitalet stod klar med kuvøse mv. til at tage imod Sebastian og køre ham til Neonatalafdelingen på Riget. Fordi jeg var i fuld narkose nåede jeg ikke at se min lille søn førend han blev kørt fra Gentofte til København. Jeg selv blev kørt på opvågningsstuen og først senere blev jeg kørt ind til Riget i ambulance. Jeg fik det første glimt af min dreng kl. 23.10 samme aften men det var ganske kort. Jeg fik et chok. Han var så lille bitte, så sårbar, ubeskyttet og helt alene, som han lå der i kuvøsen, med CPAP i næsen, drop i hånden og elektroder på maven. Mit hjerte bristede ved at se denne lille skabning ligge i den gennemsigtige kasse. Samtidig var jeg i tvivl om hvorvidt han var mit barn – de kunne i princippet vise mig hvilket som helst barn og sige det var mit, for sandheden var at jeg ikke genkendte ham – jeg kendte ikke mit eget barn og moderinstinktet responderede ikke. Følelsen af uforløst kærlighed væltede ind over mig og jeg var knust.

Den dag og de følgende dage, står for mig som i en uklar tåge. Jeg gjorde de ting man forventede af en nybagt mor, men jeg var som en robot, der udførte dagens opgaver med præcision og omhyggelighed, men uden den fossende elv af kærlighed og varme, som jeg havde forestillet mig helt naturligt fulgte med moderskabet. Hvis jeg ikke havde været i chok og hvis der havde været det mindste overskud til at tænke, var jeg sikkert gået i panik over de manglende følelser, men ”heldigvis” kunne jeg intet mærke, og gradvist kom følelserne, for til sidst at oversvømme mig helt og aldeles, hvilket føltes meget overvældende. I den proces blev beslutningen om aldrig igen at lade min søn være alene og ubeskyttet taget. Jeg blev en Løvemor med meget stort L. Den beslutning har formet en stor del af Sebastians, mit og min families liv udover også i en lang periode at definere mig som menneske på godt og ondt.

Ovenstående er et uddrag fra min forhåbentlig kommende bog – Da verden stod stille.

Den har været undervejs i lang tid og målet er udgivelse ultimo 2017. Sigtet med bogen er, at andre i tilsvarende situation, kan læse den og vide de ikke er alene. De kan få inspiration til at træffe andre og måske bedre valg på et mere oplyst grundlag, end jeg føler jeg havde. Selvom der findes litteratur omkring for tidligt fødte børn, synes jeg vi mangler denne bog.

Et foredrag med samme emne er under opsejling. Til at understøtte mine pointer undervejs i foredraget medvirker Sebastian med musikalske indslag. Han er cellist og vil med musikken forsøge at give tid og rum til refleksion.

Den svære balance – hvornår er det godt nok?

Hvor meget og på hvilken måde, skal jeg involvere mig i min søns fritidsaktiviteter. Tilpas meget vil nogen sikkert sige, og jeg er enig. Spørgsmålet er hvor meget eller hvor lidt er tilpas….

Min søn er 12 og et halvt og har forskellige fritidsaktiviteter. Han spiller cello og saxofon, går til svømning og løber sammen med sin far. Derudover spiller han i orkester 1 gang om ugen, så man kan vel sige, at ugen er fyldt godt op med et varieret udbud af aktiviteter. Det synes både min mand og jeg er vigtigt – således håber vi på, han får nogle sunde interesser og bliver en mand med en nysgerrighed på livet og mod til at give sig i kast med forskellige udfordringer, bl.a. fordi vi som forældre har præsenteret ham for forskellige muligheder.

Så langt så godt…

I flere år har jeg af og til grublet over, hvor meget eller hvor lidt vi som forældre skal interessere sig for børnenes liv og færden på alle områder. Ægte interesse og følgen med i er vel som hovedregel godt, hvornår tipper det så over og bliver for meget? Kan vi som forældre engagere os for meget i vores børn og deres liv? Mange er i hvert fald enige om, at man kan engagere sig alt for lidt, men hvornår er nok nok? Eller endnu vigtigere, hvornår er det godt nok.

Hjemme hos os arbejder vi meget med, at man kan lære langt de fleste ting, hvis man øver sig. Dvs. man ikke skal være god til alt fra begyndelsen, men hvis man sætter sig for at blive god til noget, kan det lade sig gøre ved at øve sig og ikke give op, når man synes det bliver svært. Vedholdenhed og kontinuitet er for mig et af nøgleordene i min ”indblanding” i min søns liv. Dette gælder også når vi taler om hans deltagelse i forskellige fritidsaktiviteter. Jeg forsøger at lære ham at det er fint at lave fejl, for deri ligger muligheden for udvikling, og udvikling sker gennem øvelse.

Derfor tror jeg, det er vigtigt for børn at lære, de kan blive gode til noget ved egen hjælp. Dvs. at de skal have muligheden for at vedblive med at dygtiggøre sin inden for et eller flere områder. Her er det vigtigt, at barnet bliver støttet i ikke at give op, når det bliver kedeligt eller svært. De to ting hænger i øvrigt ofte sammen, rækkefølgen kan varierer. Måske synes barnet at fritidsaktiviteten er kedelig og på den baggrund ikke gider mere, men ofte kan det at noget bliver kedeligt dække over, at det også bliver sværere og sværere. Dette kan forårsage både frustrationer, vrede og irritation, over ikke at kunne mestre aktiviteten hurtigt nok. Her mener jeg det er vigtigt, at vi som forældre, sætter ind og hjælper vores børn med at overvinde disse stadier, så de kan fortsætte med at dygtiggøre sig. Det kan fx gøres ved at forældre engagerer sig i aktiviteten uden at tage over, for bedre at kunne  motivere barnet til at fortsætte.

Man har i mange årtier vidst, at de børn som lærer mest i skolen, er dem, der er motiverede for at øve sig, tør fejle og har mod på at gribe udfordringer. Ny amerikansk forskning supplerer med en undersøgelse som viser, at hemmeligheden bag dit barns succes, er dit eget forhold til fejltagelser. Dvs. at vi som forældre har ansvaret for om vores børn udvikler sig til at turde fejle og lære af det og derigennem få styrket motivationen til at lære mere, eller om vi lærer vores børn at fejl er noget der helst skal undgås. Hvis fejl er noget der skal undgås, lærer vi vores børn at det kun er præstationen og evnerne der er vigtige. Derved svækkes motivationen til at lære mere, fordi processen ofte er fyldt med fejl, som gentager sig igen og igen, indtil barnet har opøvet en ny færdighed.

Jeg mener at vi er gode nok forældre når, vi er i stand til at opmuntre vores børn til at øve sig, lave fejl og turde gribe nye udfordringer. Jeg tænker den sunde balance er at give dem lov til at opleve, de kan nå deres mål, hvis de tør snuble på vejen og ikke bliver slået helt ud, men derimod kan samles op igen og fortsætte. Her er vores rolle som gode nok forældre at støtte dem i at blive ved med at turde, også når det bliver kedeligt og/eller svært.

Ægteskabet er slut, men flokken består……

Jeg har tidligere skrevet et blog indlæg, som handler om dine, mine og vores børn. Efter denne weekends oplevelse har jeg lyst til at skrive et indlæg om hvordan flokken, læs familien, består selvom ægteskabet mellem to voksne mennesker er afsluttet.

I sidste weekend var jeg til min gudsøns konfirmation. Det var en skøn dag med masser af nærvær, god stemning, dejlige mennesker og ikke mindst et forældrepar, som selvom de er skilt, stod sammen og holdt sammen på den flok de stadig er, selvom den i dagligdagen er adskilt. Jeg undlader bevidst at skrive familie og bruge ordet i flok i stedet for. En flok kan defineres på forskellige måder. Til brug for dette indlæg definerer jeg en flok, som et forældrepar, som har et eller flere fælles børn. Flokken kan udvides hvis forældrene til børnene bliver skilt og der evt. kommer nye voksne og nye børn til.

Der er sikkert mange som har oplevet at blive inviteret til en fest, hvor man ikke har set gæsterne i mange år. Man er både spændt men måske også bekymret og nervøs for, hvordan gensynet bliver. Er de glade for at se en, har vi stadig noget tilfælles, kommer samtalerne til at flyde, eller bliver det frygteligt pinligt og akavet det hele. Jeg var ikke bekymret for denne konfirmationsfest, jeg følte mere en blanding af nervøsitet og spænding. Min familie og jeg havde ikke set faderen til konfirmanden siden de blev skilt for snart 5 år siden, så hvordan ville det møde blive? hvordan ville de to forældre klare rollen, som forældre til deres fælles barn, nu hvor den voksne kærlighed mellem de to var slukket? Dette var blot nogle af de spørgsmål, der blev vendt og drejet flere gange i mit hoved inden dagen oprandt.

Heldigvis klarede begge forældre det flot. Gensynsglæden var stor og det var rart at der ikke opstod pinligheder i samværet og snakken flød lystigt på tværs af de to ”fløje”. Uoverensstemmelserne, genvordighederne og den mulige bitterhed var begravet og man fornemmede kun et fælles oprigtigt ønske om, at på lige netop denne dag, skulle forældreskabet være i centrum, og alt andet blev lagt på hylden i våbenhuset inden den kirkelige handling. Man fornemmede underliggende følelser af sårbarhed, vemod og positive minder om tiden der var engang. I korte momenter mærkede jeg en længsel efter, at kunne skrue tiden tilbage, så alting var ved det gamle, velvidende at det gamle ikke fungerede og ikke var det glansbillede, som gæsterne til denne fest varmede sig ved. Man havde allermest lyst til at stoppe tiden og vedblive med at være tilskuer til denne på mange måder glædelige begivenhed og deltager i en fest, hvor atmosfæren var varm, rolig og tryg.

Det er kotume her i landet at til fester hvor der er stor risiko for at det bliver akavet eller pinligt, bliver der allerede ved velkomsten hældt masser af alkohol på gæsterne, for på den måde at forsøge at forhindre den pinlige tavshed eller den akavethed man tit kan føle når vi som gæster ikke er fuldkommen på hjemmebane. På denne solskinsrige første søndag i maj, var dette ikke tilfældet. Også her havde forældrene valgt den ansvarlige linje. Alkoholen flød ikke i stride strømme men i moderate mængder, som efter min mening gjorde at vi fik lov til at føle, og opleve den varme og den positive energi luften var ladet med.

Denne første søndag i maj, kan måske blive en ny begyndelse for denne lille flok. Nu har der i 5 år været afstand og adskillelse. Hvis de største sår nu er helet og sorgen over at kærligheden ikke varede ved, er aftaget, kan der spire et sammenhold, som ikke let kan brydes. Et sammenhold som er vigtigt i forhold til børnene, således de undgår at føle sig alt for splittede og svigtede over forældrenes beslutning om, at ægteskabet skulle afsluttes. Et er man vælger at ægteskabet ikke varer til døden os skiller. Man har dog stadig et fælles ansvar for børnene. De er et produkt af tidligere valg og disse valg kan ikke omgøres. Det ansvar bliver for mange fraskilte tungere og sværere at administrere, når man bliver skilt. Man har måske ikke noget ønske om at have samvær med ex-partneren, der kan stadig være følelser af både sorg, svigt og rester af kærlighed tilbage. Ikke desto mindre har begge forældre stadig et fælles ansvar og en stor fælles opgave – at være fælles om de børn man har valgt at få. Det er ikke muligt at fravælge sine børn, når de først er kommet, så forældreskabet består.

Jeg blev utrolig stolt af min bedste veninde og hendes ex-mand. Jeg synes det er så dejligt, men efterhånden sjældent at vi voksne rigtigt formår at sætte os selv på bagsædet og lade børnene være centrum. Lade vore egne egoer blegne for en stund for at forældreskabet kan komme i centrum for vores beslutninger.

Jeg har selv stået i tilsvarende situation og synes selv vores flok, som består af far + ny kone + fælles barn, mor + ny mand + fælles barn, klarede det flot, så flot at vores flok stadig består og med glæde mødes til de begivenheder der kommer med jævne mellemrum op gennem et menneskeliv. I vores flok holder vi sammen og hjælper hinanden, vi kommunikerer jævnligt og den største glæde er at vores datter kun husker det altid har været sådan. Så må vi da have gjort noget rigtigt…..

Hvis du/i har brug for hjælp til at få samlet flokken, så kontakt mig på tlf. 51889852 eller på mail: hskierkegaard@gmail.com

Jeg glæder mig til at møde dig

De bedste hilsner

Hanne

 

 

 

Kom tilbage til mig – når børnene flytter hjemmefra

Jeg gruer for den dag min yngste skal flytte hjemmefra. Den ældste har mestendels boet hos sin mor, så hele livet med hende har været en øvelse i at give slip og kunne elske på afstand. Med den yngste opleves det anderledes, mest fordi han er her på fuld tid og samværet med ham har været mere, men også fordi han er den sidste, der har brug for mig, på den helt særlige måde kun børn har.

Der er ingen tvivl i mit sind om, at mine børn er dem der giver mest mening i mit liv. Det er dem jeg altid har på sinde og dem jeg elsker ubetinget. De er absolut ikke de eneste der betyder noget og fylder i mit liv, men dem der optager mit sind og mine tanker flere gange om dagen. Det er ikke altid de mærker det, men jeg håber de begge ved hvor meget de fylder og hvor betydningsfulde de hver især er.

Hvordan giver man slip på de børn, som har fyldt og stadig fylder så meget, således de får lov at stå på egne ben, og bevise overfor dem selv at de kan mestre livet og klare de udfordringer de møder på deres vej. Hvornår kan forældres indgriben kategoriseres som omsorg og hvornår bliver vores indgriben omsorgssvigt.

Jeg arbejder til dagligt med forældre og børn/unge, og jeg ser mange eksempler på forældres manglende dømmekraft, når det kommer til at blande sig og gribe ind i de unges liv. Det der gør det så svært at tale om, er at de fleste forældre vil deres børn det allerbedste og ”hjælper” dem i den allerbedste mening. Desværre bliver det en ødelæggende indblanding og vi bliver nødt til at kigge på os selv som forældre og tænke over, hvilke signaler vi sender til vores børn og hvad vi gerne vil lære dem.

Hvis vi som forældre hele tiden er klar til at rykke ud, til at gribe, når vores kære børn er ved at vælte, når de møder udfordringer i hverdagen, hvordan skal de så lære at stå på egne ben, hvordan skal de få tillid til selv at kunne mestre livet også når det er svært, de mister i værste fald tilliden til os som forældre, fordi vi ikke har givet dem de værktøjer de skal bruge for at kunne stå på egne ben. Og hvorfor så ikke – det spørgsmål vil være naturligt at stille. Ja, nogle ting har vi måske ikke haft tålmodighed til at lære fra os, det tager tid at lære vores børn de færdigheder de skal have, for at kunne klare sig selv. Andre ting holder vi måske for os selv bevidst eller ubevidst, således børnene stadig har brug for os, når de egentlig burde være i stand til at klare det selv. Til forskel fra tidligere, vil vi forældre gerne spille en meget stor rolle i vores børns liv, vi nærmest kræver at være vigtige, elsket, og nødvendige. Vi indtager rollen som forældre, ven/veninde, servicemedarbejder, delvis forsørger osv. og det er her filmen knækker. Vi er først og fremmest forældre og vi skal agere derefter. Der er mange roller vi ikke skal indtage men forældrerollen består og varer livet ud. Dvs. vi sagtens kan have en nær og betydningsfuld relation til vores børn. Vi skal hjælpe i et passende omfang og give råd i det omfang vi bliver spurgt. Ellers skal vi holde os i baggrunden og lade vores unge drage deres egne erfaringer udi livet. Det kræver meget af os som forældre – det kræver vi har tillid til vores egen opdragelse af vores poder og ikke mindst et godt og sundt selvværd, således vi er i stand til at drage omsorg for os selv, så vi får det indhold i livet, som gør vi igen tør stå på egne ben, ligesom vi gjorde før vi fik børn.

Har du brug for hjælp til at sætte dine børn/unge fri og stå på egne ben, så kontakt mig på tlf. 51889852.

Jeg glæder mig til at møde dig

Hanne