Over de seneste år er der sket store forandringer i måden vi tænker familie på. Nu er en familie ikke kun far, mor og fælles børn. En familie kan lige så vel bestå af en far, hans børn, en mor og hendes børn samt fælles børn, eller 2 mødre og fælles børn og …… Der er faktisk ikke grænser for hvordan en ”rigtig” familie kan se ud i Danmark anno 2015. Det er kun fantasien der sætter grænser. Ca. 49% af alle ægteskaber der indgås, opløses igen. Derfor kan man med rimelighed sige, at det efterhånden er ”normalt” at være skilsmissebarn.
Hvilke udfordringer møder man så ofte i familier med sammenbragte børn?
En af de første udfordringer kan være at opnå en rimelig relation til den nye partners børn og selv føle at egne børn bliver behandlet på en måde, man synes er mere end blot acceptabel. Hvorledes det opnås er på ingen måde standardiseret og selvom der er skrevet enorme mængder af litteratur på området, mener jeg det stadig kan være et felt som er svært at navigere i. Min egen erfaring fra min bekendtskabskreds er, at billedet er meget broget. Nogle par klarer opgaven flot. Børnene trives hurtigt med den nye partner og selvom der opstår udfordringer undervejs, løses de vha. de voksnes evne til at tage ansvar, være grænsesættende og håndtere børnene med en modenhed, der gør at børnene føler sig trygge i at overgive ansvaret for deres ve og vel til en ny familiekonstellation. At den nye partner har en forpligtigelse til at vise børnene interesse, engagement og væbne sig med tålmodighed siger sig selv. Som voksen har man valgt at indgå i en relation med en partner, som allerede har børn. Dvs. forpligtelsen til at opbygge en god relation ligger hos den voksne. Det kan aldrig blive børnenes ansvar, da de ikke har haft mulighed for at vælge til eller fra. Dermed ikke være sagt at børnene dermed har frie tøjler til at opføre sig som de lyster. Det er ønskeligt at børnene forsøger at samarbejde, at de respektere den voksnes beslutning om, at præsentere en ny voksen i deres liv.
Andre par i bekendtskabskredsen har klaret opgaven mindre godt. Jeg har oplevet at viljen til at ville partnerens børn ikke har været til stede. Det har både været i tilfælde hvor begge parter selv bragte børn ind i forholdet og tilfælde hvor kun den ene part havde børn. I begge tilfælde er det smerteligt og ødelæggende for børnene – de er uskyldige ofre og har ingen værktøjer til at håndtere afvisning og kulde fra et voksent menneske, som de er påtvunget samvær med. Det kan være komplet uforståeligt for andre voksne at sådanne dysfunktionelle forhold kan bestå. Hvorfor siger partneren ikke fra? Hvorfor bliver man i et forhold hvor den ene part ikke ønsker en god relation med ens børn? Svaret er, at der er mange forskellige forklaringer på hvorfor sådanne parforhold varer ved på trods af dysfunktionelle handlemåder overfor børnene. Min erfaring er, at det oftest er kvinden der bliver på trods af hendes nye kærestes mangel på interesse og engagement i hendes børn. Kan en forklaring måske være at single kvinder kan overbevise sig selv om, at livet kun leves fuldt ud med en mand ved sin side? Eller når de finder en kæreste er de nødt til at affinde sig med meget for ikke at blive alene eller forladt igen. Man kan se igennem fingre med meget og ofte er opfattelsen at man selv kan kompensere for manglende opmærksomhed fra den nye partner ved selv at være dobbelt opmærksom. Sådan hænger det dog desværre ikke sammen. Børn er udmærket klar over når de ikke er velkomne. De opfatter hurtigt når de er i vejen, og voksne ikke ”gider” dem. Hvis parforholdet fortsætter og relationen mellem børn og voksne ikke bedres, vil det være skadeligt for børnene. Det vil nedbryde deres tro på eget værd og skabe grobund for dysfunktionelle handle- og tankemønstre senere i livet.
Børn er forskellige og det er den sorg de oplever ved en skilsmisse også. Derfor kan børns reaktionsmønstre være vidt forskellige. Nogle mønstre kan være svære at forstå endsige acceptere, nogle børn er længere om at acceptere at far eller mor har fundet en ny kæreste og drømmen om mor, far og børn for evigt er knust. Alle børn har brug for at blive forstået og rummet. De har brug for at føle sig elsket og at være vigtige brikker i forældrenes liv uanset om forældrene er sammen eller skilt.