livskrise – Hanne S. Kierkegaard

Er jeg i krise?

Alle mennesker oplever en eller flere kriser i løbet af deres liv. Kriser opstår når man kommer ud for en hændelse, som har en meget voldsom påvirkning på det enkelte individ. Det kan f.eks. være i forbindelse med skilsmisse, dødsfald i nærmeste familie, utroskab, det at miste et barn osv.

Man kan med andre ord sige at en krise er en psykisk reaktion på noget, man bliver udsat for, som man har svært ved at forlige sig med.

I virkeligheden inddeles kriser i flere forskellige former:

En almindelig krise

Også kaldet en tilpasningsreaktion. Hvis man har en almindelig krise og går til læge, stiller lægen diagnosen tilpasningsreaktion.

Chok er ofte det første tegn på at man er på vej ind i en krise. Man kan bryde ud i gråd eller gå forvirret og formålsløst omkring, eller man kan trække sig ind i sig selv.

Man føler sig trist og magtesløs, og man har svært ved at overskue situationen. Man kan også få problemer med at sove og med at koncentrere sig, og man kan have en tendens til at fare sammen og til at blive irritabel.

En akut krise/belastningsreaktion

Er betegnelsen for den chokreaktion de fleste, som kommer ud for en katastrofe, reagerer med. Posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD, er en langvarig eller sen reaktion på meget belastende begivenheder som katastrofe, tortur eller trusler på livet.

Alle mennesker kommer ud for en eller flere kriser i løbet af livet. En krise er med andre ord en naturlig reaktion, når et menneske oplever alvorlige tab eller problemer. Og ofte kan man komme igennem en krise ved at få omsorg og støtte fra sine nærmeste.

En krise kan dog blive så alvorlig at det er en god ide at søge professionel hjælp. Krisen kan fortsætte i månedsvis, eller den kan udvikle sig til en egentlig depression som bør behandles.

Det kan også være at årsagen til krisen er så belastende at næsten alle får brug for behandling, f.eks. hvis det, der er sket, er meningsløst som hvis man mister et barn, eller hvis en nær pårørende bliver dræbt ved en ulykke eller begår selvmord.

En krise bliver også særligt belastende, hvis man kort forinden har været udsat for andre svære kriser. Man kan sige at den ene krise forstærker den anden.

Hvorfor reagerer mennesker forskelligt når krisen rammer?

Fordi det er individuelt hvor sårbar man er, når man kommer ud for begivenheder som drastisk ændrer ens liv. Nogle har så stærk en psyke at de tilsyneladende klarer psykiske belastninger uden at det påvirker dem særligt. Andre er mere sårbare og reagerer let med krisesymptomer, hvis de udsættes for stress. Hvor sårbar man er hænger bl.a. sammen med ens personlighed. Man kan være særligt sårbar, hvis man bliver udsat for flere psykiske traumer lige efter hinanden.

Søg hjælp

Ræk hånden ud, vær modig. Få den hjælp du har fortjent, så du kan begynde at leve livet igen. Selvom gode venner er nødvendige, gode og hjælpsomme, er det at opsøge professionel hjælp, et skridt i den rigtige retning, tilbage mod et liv som igen er værd at leve.

Sorg

Jeg oplever mange mennesker der slås med livet på den ene eller den anden måde.

Mennesker som står midt i en livskrise kan til tider føle, at de er ved at gå til grunde. Sorgen og smerten er så altomfattende, at den gennemsyrer hver en fiber og hver en muskel i kroppen. De kan vågne op med fysiske smerter i kroppen, som er en direkte konsekvens af den sorg de bærer på indeni.

For mange kan det være svært at sætte ord på sorgen, endsige finde ud af hvorfra sorgen stammer. Sorg kan gemmes men ikke glemmes. Den vil på et eller andet tidspunkt finde op til overfladen. Sorg kan føles som en evig følgesvend eller et grundvilkår, man ikke egenhændigt kan finde kilden til, men i alle tilfælde er det muligt at få hjælp.

Sorg er en helt naturlig del af et menneskeliv, og en sorgproces kan være af kortere eller længere varighed. Den kan udspille sig på mange forskellige måder, men ens for næsten alle sorgramte, er at sorg kan give sig udslag i en ustabil og uforudsigelig måde at være og agere på. Nogle dage er gode, andre svære at komme igennem. Til tider kan gråden sætte i halsen det meste af tiden, uden man helt ved hvorfor, og andre gange overmandes man af en indre smerte så voldsom, at man næsten mister fodfæste. Man kan få den tanke, at man er ved at miste forstanden eller blive skør.

Dine, mine og vores børn – skilsmisse

Over de seneste år er der sket store forandringer i måden vi tænker familie på. Nu er en familie ikke kun far, mor og fælles børn. En familie kan lige så vel bestå af en far, hans børn, en mor og hendes børn samt fælles børn, eller 2 mødre og fælles børn og …… Der er faktisk ikke grænser for hvordan en ”rigtig” familie kan se ud i Danmark anno 2015. Det er kun fantasien der sætter grænser. Ca. 49% af alle ægteskaber der indgås, opløses igen. Derfor kan man med rimelighed sige, at det efterhånden er ”normalt” at være skilsmissebarn.

Hvilke udfordringer møder man så ofte i familier med sammenbragte børn?

En af de første udfordringer kan være at opnå en rimelig relation til den nye partners børn og selv føle at egne børn bliver behandlet på en måde, man synes er mere end blot acceptabel. Hvorledes det opnås er på ingen måde standardiseret og selvom der er skrevet enorme mængder af litteratur på området, mener jeg det stadig kan være et felt som er svært at navigere i. Min egen erfaring fra min bekendtskabskreds er, at billedet er meget broget. Nogle par klarer opgaven flot. Børnene trives hurtigt med den nye partner og selvom der opstår udfordringer undervejs, løses de vha. de voksnes evne til at tage ansvar, være grænsesættende og håndtere børnene med en modenhed, der gør at børnene føler sig trygge i at overgive ansvaret for deres ve og vel til en ny familiekonstellation. At den nye partner har en forpligtigelse til at vise børnene interesse, engagement og væbne sig med tålmodighed siger sig selv. Som voksen har man valgt at indgå i en relation med en partner, som allerede har børn. Dvs. forpligtelsen til at opbygge en god relation ligger hos den voksne. Det kan aldrig blive børnenes ansvar, da de ikke har haft mulighed for at vælge til eller fra. Dermed ikke være sagt at børnene dermed har frie tøjler til at opføre sig som de lyster. Det er ønskeligt at børnene forsøger at samarbejde, at de respektere den voksnes beslutning om, at præsentere en ny voksen i deres liv.

Andre par i bekendtskabskredsen har klaret opgaven mindre godt. Jeg har oplevet at viljen til at ville partnerens børn ikke har været til stede. Det har både været i tilfælde hvor begge parter selv bragte børn ind i forholdet og tilfælde hvor kun den ene part havde børn. I begge tilfælde er det smerteligt og ødelæggende for børnene – de er uskyldige ofre og har ingen værktøjer til at håndtere afvisning og kulde fra et voksent menneske, som de er påtvunget samvær med. Det kan være komplet uforståeligt for andre voksne at sådanne dysfunktionelle forhold kan bestå. Hvorfor siger partneren ikke fra? Hvorfor bliver man i et forhold hvor den ene part ikke ønsker en god relation med ens børn? Svaret er, at der er mange forskellige forklaringer på hvorfor sådanne parforhold varer ved på trods af dysfunktionelle handlemåder overfor børnene. Min erfaring er, at det oftest er kvinden der bliver på trods af hendes nye kærestes mangel på interesse og engagement i hendes børn. Kan en forklaring måske være at single kvinder kan overbevise sig selv om, at livet kun leves fuldt ud med en mand ved sin side? Eller når de finder en kæreste er de nødt til at affinde sig med meget for ikke at blive alene eller forladt igen. Man kan se igennem fingre med meget og ofte er opfattelsen at man selv kan kompensere for manglende opmærksomhed fra den nye partner ved selv at være dobbelt opmærksom. Sådan hænger det dog desværre ikke sammen. Børn er udmærket klar over når de ikke er velkomne. De opfatter hurtigt når de er i vejen, og voksne ikke ”gider” dem. Hvis parforholdet fortsætter og relationen mellem børn og voksne ikke bedres, vil det være skadeligt for børnene. Det vil nedbryde deres tro på eget værd og skabe grobund for dysfunktionelle handle- og tankemønstre senere i livet.

Børn er forskellige og det er den sorg de oplever ved en skilsmisse også. Derfor kan børns reaktionsmønstre være vidt forskellige. Nogle mønstre kan være svære at forstå endsige acceptere, nogle børn er længere om at acceptere at far eller mor har fundet en ny kæreste og drømmen om mor, far og børn for evigt er knust. Alle børn har brug for at blive forstået og rummet. De har brug for at føle sig elsket og at være vigtige brikker i forældrenes liv uanset om forældrene er sammen eller skilt.