Dette blogindlæg bliver en skuen tilbage, tilbage til den dag, d. 27. December 2003, hvor min søn Sebastian kom til verden og verden pludselig stod stille. Det lå ikke i kortene at Sebastian skulle komme til verden netop den dag. Terminen var først d. 20. februar (dagen før min egen fødselsdag). Terminsdatoen var perfekt, for så kom der 2 fisk i familien, som i forvejen havde 2 skytter – så var der ligesom balance i det astrologiske regnskab. Graviditeten var nem og jeg nød at se min mave vokse og mærke liv, når lillemanden rumsterede derinde.
Men balance på det astrologiske plan kom der ikke, for 3. juledag kom min lille søn til verden. Han kom meget pludseligt og ekstremt hurtigt. Det blev til et akut kejsersnit, fordi han var alt for lille. Man vurderede hans vægt til 900 gr., yderligere vurderede man fra lægeligt hold at han skulle tages ved akut kejsersnit, for ikke at miste livet. Han var i overhængende livsfare og senere fik jeg at vide at hvis jeg var kommet en halv time senere, havde Sebastian højst sandsynligt ikke været i live.
Fra jeg kom til hospitalet og Sebastian blev født gik der et par timer. Jeg kørte på hospitalet præcis kl. 16:00 3. juledag og kl. 18:17 kom Sebastian til verden. Min mand nåede lige at komme løbende ind af døren til operationsstuen i samme øjeblik Sebastian blev taget ud. Et lægehold fra Rigshospitalet stod klar med kuvøse mv. til at tage imod Sebastian og køre ham til Neonatalafdelingen på Riget. Fordi jeg var i fuld narkose nåede jeg ikke at se min lille søn førend han blev kørt fra Gentofte til København. Jeg selv blev kørt på opvågningsstuen og først senere blev jeg kørt ind til Riget i ambulance. Jeg fik det første glimt af min dreng kl. 23.10 samme aften men det var ganske kort. Jeg fik et chok. Han var så lille bitte, så sårbar, ubeskyttet og helt alene, som han lå der i kuvøsen, med CPAP i næsen, drop i hånden og elektroder på maven. Mit hjerte bristede ved at se denne lille skabning ligge i den gennemsigtige kasse. Samtidig var jeg i tvivl om hvorvidt han var mit barn – de kunne i princippet vise mig hvilket som helst barn og sige det var mit, for sandheden var at jeg ikke genkendte ham – jeg kendte ikke mit eget barn og moderinstinktet responderede ikke. Følelsen af uforløst kærlighed væltede ind over mig og jeg var knust.
Den dag og de følgende dage, står for mig som i en uklar tåge. Jeg gjorde de ting man forventede af en nybagt mor, men jeg var som en robot, der udførte dagens opgaver med præcision og omhyggelighed, men uden den fossende elv af kærlighed og varme, som jeg havde forestillet mig helt naturligt fulgte med moderskabet. Hvis jeg ikke havde været i chok og hvis der havde været det mindste overskud til at tænke, var jeg sikkert gået i panik over de manglende følelser, men ”heldigvis” kunne jeg intet mærke, og gradvist kom følelserne, for til sidst at oversvømme mig helt og aldeles, hvilket føltes meget overvældende. I den proces blev beslutningen om aldrig igen at lade min søn være alene og ubeskyttet taget. Jeg blev en Løvemor med meget stort L. Den beslutning har formet en stor del af Sebastians, mit og min families liv udover også i en lang periode at definere mig som menneske på godt og ondt.
Ovenstående er et uddrag fra min forhåbentlig kommende bog – Da verden stod stille.
Den har været undervejs i lang tid og målet er udgivelse ultimo 2017. Sigtet med bogen er, at andre i tilsvarende situation, kan læse den og vide de ikke er alene. De kan få inspiration til at træffe andre og måske bedre valg på et mere oplyst grundlag, end jeg føler jeg havde. Selvom der findes litteratur omkring for tidligt fødte børn, synes jeg vi mangler denne bog.
Et foredrag med samme emne er under opsejling. Til at understøtte mine pointer undervejs i foredraget medvirker Sebastian med musikalske indslag. Han er cellist og vil med musikken forsøge at give tid og rum til refleksion.
