Jeg gruer for den dag min yngste skal flytte hjemmefra. Den ældste har mestendels boet hos sin mor, så hele livet med hende har været en øvelse i at give slip og kunne elske på afstand. Med den yngste opleves det anderledes, mest fordi han er her på fuld tid og samværet med ham har været mere, men også fordi han er den sidste, der har brug for mig, på den helt særlige måde kun børn har.
Der er ingen tvivl i mit sind om, at mine børn er dem der giver mest mening i mit liv. Det er dem jeg altid har på sinde og dem jeg elsker ubetinget. De er absolut ikke de eneste der betyder noget og fylder i mit liv, men dem der optager mit sind og mine tanker flere gange om dagen. Det er ikke altid de mærker det, men jeg håber de begge ved hvor meget de fylder og hvor betydningsfulde de hver især er.
Hvordan giver man slip på de børn, som har fyldt og stadig fylder så meget, således de får lov at stå på egne ben, og bevise overfor dem selv at de kan mestre livet og klare de udfordringer de møder på deres vej. Hvornår kan forældres indgriben kategoriseres som omsorg og hvornår bliver vores indgriben omsorgssvigt.
Jeg arbejder til dagligt med forældre og børn/unge, og jeg ser mange eksempler på forældres manglende dømmekraft, når det kommer til at blande sig og gribe ind i de unges liv. Det der gør det så svært at tale om, er at de fleste forældre vil deres børn det allerbedste og ”hjælper” dem i den allerbedste mening. Desværre bliver det en ødelæggende indblanding og vi bliver nødt til at kigge på os selv som forældre og tænke over, hvilke signaler vi sender til vores børn og hvad vi gerne vil lære dem.
Hvis vi som forældre hele tiden er klar til at rykke ud, til at gribe, når vores kære børn er ved at vælte, når de møder udfordringer i hverdagen, hvordan skal de så lære at stå på egne ben, hvordan skal de få tillid til selv at kunne mestre livet også når det er svært, de mister i værste fald tilliden til os som forældre, fordi vi ikke har givet dem de værktøjer de skal bruge for at kunne stå på egne ben. Og hvorfor så ikke – det spørgsmål vil være naturligt at stille. Ja, nogle ting har vi måske ikke haft tålmodighed til at lære fra os, det tager tid at lære vores børn de færdigheder de skal have, for at kunne klare sig selv. Andre ting holder vi måske for os selv bevidst eller ubevidst, således børnene stadig har brug for os, når de egentlig burde være i stand til at klare det selv. Til forskel fra tidligere, vil vi forældre gerne spille en meget stor rolle i vores børns liv, vi nærmest kræver at være vigtige, elsket, og nødvendige. Vi indtager rollen som forældre, ven/veninde, servicemedarbejder, delvis forsørger osv. og det er her filmen knækker. Vi er først og fremmest forældre og vi skal agere derefter. Der er mange roller vi ikke skal indtage men forældrerollen består og varer livet ud. Dvs. vi sagtens kan have en nær og betydningsfuld relation til vores børn. Vi skal hjælpe i et passende omfang og give råd i det omfang vi bliver spurgt. Ellers skal vi holde os i baggrunden og lade vores unge drage deres egne erfaringer udi livet. Det kræver meget af os som forældre – det kræver vi har tillid til vores egen opdragelse af vores poder og ikke mindst et godt og sundt selvværd, således vi er i stand til at drage omsorg for os selv, så vi får det indhold i livet, som gør vi igen tør stå på egne ben, ligesom vi gjorde før vi fik børn.
Har du brug for hjælp til at sætte dine børn/unge fri og stå på egne ben, så kontakt mig på tlf. 51889852.
Jeg glæder mig til at møde dig
Hanne